Billig påskefrokost 

Påsken nærmer sig og det betyder, at det er tid til de traditionsrige påskefrokoster. Men hvis budgettet ikke er så stort, eller man bare gerne vil spare lidt på udgifterne, kan sådan en frokost virke en smule uoverskuelig.

Derfor giver vi dig her en række gode råd til hvordan du stadig får masser af påskehygge for få penge.

Hvad spiser man til en påskefrokost? 

Når det kommer til den årlige påskefrokost, er der oftest en række retter som man ikke kan undgå at have på bordet. Retterne varierer typisk fra familie til familie, men nogen af de mest typiske ting vi indtager i påsken, kan deles op i tre kategorier: fisk som sild, rejer og laks, lune retter som leverpostej eller lam, og til sidst et ostebord med kiks.

Derudover kan du få en lang række drikkevarer, der er beregnet til påskebordet. Mange bryggerier laver i dag både specialøl og snaps, der er lavet specifikt til at gå sammen med de retter, der traditionelt kommer på bordet til påske.

Forbered dig hjemmefra 

Hvis du vil spare mest muligt på årets påskefrokost, er det en god ide at forberede dig hjemmefra.

Onsdagen op til påske samt påskelørdag, er de to dage på året, hvor der bliver solgt for allermest i supermarkederne. Dette skyldes, at mange køber alt det ind de skal bruge i helligdagene på én gang. Derfor prøver mange supermarkeder at tiltrække kunderne med slagtilbud på de mest populære påskevarer, og satser på at handlende også foretager resten af deres indkøb hos dem.

Der kan derfor være en del gode tilbud at hente hos de forskellige butikker, så skab dig i første omgang et overblik over hvem der har hvad på tilbud, og begynd gerne i god tid at handle ind. På denne måde er du ikke tvunget til at betale overpris eller at skulle nå alt i sidste øjeblik, og dermed blive fristet af impulskøb. Find ud af hvad du præcist skal bruge, skriv en indkøbsseddel og hold dig til den, når du går ned og handler.

Der kan være mange penge at spare, hvis du blot har forberedt dig på de forskellige tilbud, og hvad du kan få i hvilke butikker til de bedste priser.

Køb ind uden for myldretiden 

Selvom det måske kan virke logisk, er det en god idé at blive væk fra supermarkederne på de mest hektiske tidspunkter. Tag derfor ikke ned og handle ind sidst på eftermiddagen onsdag før påske. Her vil du ofte komme til at blive fristet af ting du ikke behøver, hvis du skal vente længe på at komme til kassen, fordi der er mange andre kunder i butikken.

Hvis du derimod kan komme til at handle om morgenen, når supermarkedet åbner, vil hylderne være fyldte, og du vil undgå at komme til at gå forgæves, og stadig kunne få fat i de bedste tilbud inden de er udsolgt.

Lav et sammenskudsgilde 

En god måde at skære på udgifterne til påskefrokosten, er ved at gå flere sammen om de forskellige retter. På den måde slipper én person for at stå med hele madlavningsansvaret, og skal heller ikke betale for hele gildet.

Aftal derfor med dem du skal holde frokosten med, hvem der tager hvad med. Hvis nogen retter er dyrere end andre, som lam eller fisk, kan andre tage mere af det billigere tilbehør med, som kiks, vindruer eller andre grøntsager.

Herved får i udgifterne ligeligt fordelt, og ingen kommer til at skulle stå med hele udgiften selv.

Derudover kan der laves en aftale om, at alle tager drikkevarer med til eget forbrug, da dette oftest også kan være en større udgift i forbindelse med en påskefrokost, hvis der skal købes ind til mange.