Sådan får du en bedre økonomi

Det er ikke altid nemt at fastholde en god økonomi, da det kan være svært at holde styr på, hvad alle ens penge går til. Rod i privatøkonomien går ofte hårdt ud over privatlivet, hvilket kan medføre store konsekvenser. Hvis du er en af dem som oplever, at din konto går i minus i slutningen af måneden, så kunne noget tyde på, at du trænger til et bedre overblik over din økonomi. Derfor giver Ferratum dig nu en række råd til, hvordan du får bedre styr på din økonomi.

1. Læg et budget

At lægge et budget er og bliver det første, man bør gøre i bestræbelsen på at få styr på sin økonomi. Med et budget får man nemlig et fuldt overblik over ens indtægter og udgifter, så man ved hvilket rådighedsbeløb, man har at gøre godt med. Dermed undgår man at glemme vigtige udgitsposter, så man ikke lige pludselig står med en regning, der ikke kan betales.

Det kræver ikke en masse tid og energi at lægge et budget – tværtimod. Man kan nøjes med at lægge et en gang om året, så man har et overblik over ens økonomi de næste 12 måneder. Hertil er det værd at nævne regninger, som ikke skal betales hver måned.

Disse vil også indgå i dit budget, hvilket betyder, at du kan lægge et mindre beløb til side hver måned, fremfor at skulle betale et større beløb et par gange om året. På denne måde har du også styr på præcist, hvad dit rådighedsbeløb er alle årets 12 måneder.

2. Spar op

Dette råd er lidt en forlængelse af førnævnte. Når man laver sit budget, er det nemlig en god ide at sætte penge til side til opsparing.

Formålet med en opsparing kan enten være, at lægge penge til side til noget man ønsker sig. Dette kan f.eks. være til drømmerejsen, et nyt køkken, eller hvis man har brug for et nyt TV.

Man kan også være rigtig fornuftig og lægge penge til side hver måned til uforudsete udgifter. Hvis cyklen bliver stjålet eller computeren brænder sammen, så er det meget godt at være forberedt økonomisk. 

3. Overhold betalingsaftaler

Det er naturligvis vigtigt, at man husker at betale regninger til tiden. Mange mennesker har desværre prøvet at glemme at betale en regning, hvilket resulterer i rykkergebyrer.

En god ide vil være, at tilmelde faste regninger til betalingsservice. Derudover kan man gøre livet lidt nemmere ved at systematisere regningerne, f.eks. ved at sætte dem ind i en mappe – i kategorisk rækkefølge.

Ved at få styr på betalingen af regninger undgår man ikke blot rykkergebyrer, men også den evige dårlige samvittighed som man får ved at kaste et blik hen på alle regningerne i rodebunken på bordet.

4. Brug kontanter

Et fjerde råd, og som for de fleste lyder en smule gammeldags, vil være at droppe betalingskortene og fremover benytte sig af kontanter.

Når man bruger sit dankort er pengene pludselig knap så håndgribelige. Hvad enten man er i byen og giver en omgang til alle vennerne, eller om man er i Netto og handler ind til aftensmaden, så er det en fordel at have kontanter med i pungen.

En god ide ville være at hæve penge en gang om ugen, så man ved at disse skal række alle ugens syv dage. Dermed tænker man mere over hvor mange penge man bruger.

5. Undgå unødvendige omkostninger

Et sidste godt råd vil være, at man overvejer alle sine nuværende omkostninger. Et eksempel kunne være sit fitnessmedlemsskab. Grunden til at nævne netop dette eksempel er, at rigtig mange danskere har et medlemsskab uden at bruge det. Hvis man ikke ønsker at opsige det, kan man eventuelt tænke i alternative rækker og undersøge, om man kan få et billige medlemsskab.

Som et andet eksempel kan også her nævnes mad, drikkelse og snacks. Spontane køb som f.eks. en kaffe-to-go når man er hurtig på farten, kan hurtigt løbe op i mange penge om måneden. 30-40 kr. hist og her kan hurtigt blive til 300-400 kr. om måneden.

Det er defor altid en fordel at medbringe mad og andet med hjemmefra, så man ikke behøver smutte forbi 7-eleven på vej hjem fra arbejde.