Spar penge på mobilabonnementet

Dagene hvor Tele Danmark havde monopol på det danske telefonmarked, og den eneste mulighed for telefonisk kontakt var gennem en fastnettelefon, er for længst overstået.

Smartphonen er blevet en integreret del af vores hverdag, og det er ikke en tendens, der ser ud til at aftage. Derfor er det også vigtigt at have et mobilabonnement der passer til ens behov, men også samtidig sikre sig, at man får den laveste pris. Det kan nemlig være svært at holde overblikket over, hvem der tilbyder den bedste og billigste løsning. Derfor giver vi dig her et overblik over, hvad du skal kigge efter, når du vil spare penge på dit mobilabonnement.

Identificer dine behov 

Før du går i gang med at kigge på de forskellige udbydere og hvad de kan tilbyde af services og priser, kan det være en god ide først at identificere, hvilke behov du har når det kommer til dit mobilabonnement. På denne måde bliver det nemmere at finde et abonnement, der tager udgangspunkt i hvad du står og har brug for, og det er nemmere at sige nej over for sælgerne, når de prøver at sælge dig ekstra services.

Hvor meget data skal du bruge 

Den del af dit mobilabonnement, der højst sandsynligt har størst indflydelse på valg af abonnement, er den mængde data, der følger med.

Data bruger du til at gå på nettet fra din smartphone, og bruges derfor både til at tjekke hjemmesider, streame musik eller film og alt andet der kræver en internetforbindelse.

De fleste mobilselskaber sætter blot hastigheden ned, hvis du overskrider dit månedlige dataforbrug, mens andre lukker helt ned for forbindelsen, hvor du så vil skulle tilkøbe mere data.

Vær derfor opmærksom på hvilke selskaber der tilbyder hvad, inden du tegner et mobilabonnement.

Hvor meget taletid skal du bruge 

Et andet vigtigt element af dit mobilabonnement er mængden af gratis taletid, der følger med. Næsten alle selskaber tilbyder gratis sms og mms i dag, men antallet af taletidstimer varierer fra selskab til selskab.

Du kan oftest få et ”gratis” antal timer med i de fleste abonnementer. Der er stadig få selskaber, der tager en vis pris per talt minut, men dette vil oftest være tilfældet ved basisabonnementer, til kunder der ikke har det store mobilbehov.

Nogen mobilselskaber tilbyder, at folk kan ringe gratis til hinanden, hvis begge parter har samme selskab. Dette kan være en fordel hvis I er en større familie, hvor I tit ringer sammen.

Følger der streamingløsninger med 

De fleste danskere bruger i dag en eller anden form for streamingløsning, hvilket mange mobilselskaber har fået øjnene op for.

Det bliver nemlig sværere for selskaberne at tiltrække kunderne, da meget af deres adfærd er gået fra sms og mms over til digitale løsninger, og man har derfor set sig nødsaget til at finde alternative tilbud, som kan sammenknyttes med kundernes abonnement, og derved holde på dem.

Men der kan også være penge for dig at spare. Bruger du for eksempel Netflix, HBO Nordic eller Spotify, er dette oftest løsninger du kan finde et mobilselskab der tilbyder en abonnementsløsning med.

Hvis du derfor lægger både dit mobilabonnement og streamingløsning sammen, vil du oftest kunne skære ned på din månedlige udgift.

Sådan finder du det billigste abonnement 

Når du først har fundet ud af hvad dine præcise behov er, og hvad du gerne vil have ud af dit mobilabonnement, er det tid til at gå i gang med at lede efter det bedste og billigste abonnement.

Der findes flere forskellige sammenligningstjenester på internettet, hvor du har mulighed for at indtaste dine behov og herved se hvad der er det billigste alternativ.

Udvælg de selskaber der ser ud til at have den bedste løsning, og ring efterfølgende til dem. Oftest kan de rykke lidt på prisen eller tilbyde nogen ekstra gratis services som data eller mere taletid, hvis du vælger at tegne et abonnement hos dem.